Vinho Verde betyder “Grøn vin”, på portugisisk og har sin oprindelse i den historiske Minho-provins i den nordvestligste del af landet, der grænser op til Atlanterhavet mod vest, Douro-floden mod syd og den spanske regionen Riax Baixas mod nord.

Det grønne i navnet har højst sandsynligt rødder i det grønne, frodige og idylliske landskab, der præger Minho-regionen, men også vinens skær og smag, der ofte leverer grønne nuancer. Området Vinho Verde, har en lang vindyrkningshistorie bag sig, hvor de første spor er sat af romerne, der ifølge egne skrifter, plantede vinstokke mellem Douro- og Minho-floden. Og den første registrering af eksport af vin fra regionen, kan spores tilbage til det 12. århundrede.
I 1500- og 1600tallet var vinene fra Minho-dalen blevet en stabil eksportvarer, til den nordligere del af Europa.

Vinho Verde regionen, blev afgrænset ved lov i 1908 og fik egen DOC appellation i 1984. Appellationen, strækker sig i dag over mere end 15.00 hektarer og er opdelt i 9 sub-regioner, hvor der produceres hvid, rød, rosé- og mousserende vine.
Vinho Verde er dog nærmest udelukkende kendt for sine sprøde, elegante og grønne hvidvine, der primært fremstilles på druesorterne Alvarinho og Loureiro, der begge kendetegnes ved de friske grønne noter og elegante mineralitet.

Druesorten Alvarinho eller Albariño, som den kaldes på den anden side af grænsen mod nord, i Rias Baixas i Spanien, er en tyk skallet grøn druesort med høj syre, der i de seneste år blevet synonym med både Rias Baixas regionen i Galicien i det nordvestlige Spanien og Vinho Verde i det
nordvestligste hjørne af Portugal. Før i tiden troede man at druesorten kom med munkene fra Cluny nær Mâcon-regionen i
Bourgogne. Senere DNA-analyser har dog vist at Alvarinho/Albariño ej er beslægtet med Bourgogne, men derimod har sin oprindelse i den nordvestligt beliggende del af den iberiske halvø med front mod Atlanterhavets bølger. Det er dog ikke klart på hvilken side af grænsen, at druesorten har sin egentlige oprindelse, da den har sat sine spor, på hver side og siden blevet synonym med begges mest beundringsværdige, sprøde, mineralske og grønne hvidvine.
Navnet Alvarinho/Albariño kommer af det latinske Albo, som betyder hvid, men i Vinho Verde er den blevet synonym med områdets grønne vine, der både fremstilles som stille hvid- og mousserende vine.

Druesorten Loureiro eller Loureira, som den kaldes i Rias Baixas i Galicien på den nordlige side af grænsen til Spanien, har sin oprindelse i Vale do Lima dalen, ved floden Lima i den nordlige del af Minho og DOC Vinho Verde-regionen, hvor den indtil 1960’erne blev dyrket, som det eneste sted.
I dag er den sammen med Alvarinho eller Albariño, den dominerende druesort i vinene fra den nordvestlige kystlinje af den iberiske halvø, hvor Rias Biaxas og Vinho Verde danner rammen for hver deres hovedområde.
Og de grønne vine herfra, gør sig bedst til sommerens glas på terrassen eller lette fiske- og skaldyrsretter.

Berlingske skriver: ★★★★

“Frisk og livlig med en lille tone af knap moden fersken og grønne blade. Slank og typisk vinho verde, som burde få sig en renæssance. Fire pæne.”

90 points Houlbergs Vinblog

89-90 point. Nu byder Maria Bonita op til dans. Men den virkelige Maria Bonita hed rigtigt Maria Déia og var i 1920’erne medlem af den fredløse Cangaço bande i den nordøstlige del af Brasilien. Maria Bonita betyder smukke Maria og hun havde status som en heltinde i Brasilien indtil hun i 1938 faldt i et baghold og blev dræbt. Men denne Maria Bonita Loureiro fra vinhuset Lua Cheia er er nu ikke brasiliansk, men fra Minho området i det nordlige Portugal … det område, der mest er kendt for deres Vinho Verde vine som netop denne lavet på den lokale druesort Loureiro. Her smager vi én af de mange vine … en Maria Bonita Loureiro fra Minho regionen og under appellationen Vinho Verde DOC. Den er lavet af vinmageren Francisco Baptista og er på ren Loureiro. Vinen er lavet ved, at druerne først er afstilket, hvorfor mosten er presset ud på en pneumatisk presse. Gæring er sket i rustfrie ståltanke ved kontrolleret temperatur. Vinen har efterfølgende lagret ganske kort i tankene inden aftapning på flaske. Vinen har 5 gram restsukker pr. liter. Dejlig duft … en blanding af noget dyrisk, animalsk og aromatisk, nogle gærede æbler, fersken, melon, ananas, kvæde og citroner. Der er også en halv Københavnerstang, mælkebøtter, sandeltræ, salte og kalkede mineraler samt søde krydderier. I munden er der endnu flere citroner … grønne umodne æbler og et læs citroner, en lille lemon og grape bitterhed, men absolut en frisk, livlig og charmerende hvidvin. Den er samtidig lidt cremet og svag olieret, men frisk, syrlig og småbitter er den sgu. Syren er lidt rustik og vild, hvem bliver ikke dette af sådan en Maria Bonita? Til pengene får man virkelig en frisk, syrerig og charmerende vin og Houlberg kaster ufortrødent 4,5 store tomler med pil op efter vinen.